|
Jeg er meget enig med TA (Thomas Aquinas) fra Roskilde i, at P.D.James kriminalromaner, og filmene, slår de fleste andre i uhygge og realisme. Der males støt og roligt en stemning af levende ondskab frem i historierne, og James, en af de åbenbart mange blodtørstige kvinder fra England, forstår at dreje perspektivet igennem historien.
Jeg synes, at den nye inspektør Dalgliesh, Martin Shaw klarer sig fint efter Roy Marsden. Marsden havde forberedt sin rolle grundigt bl.a. ved at studere nogle af de rigtige Scotland Yard-opdagere. Han gik i alle filmene i jakkesæt som en lidt tilbagetrukken analytiker. Shaw går i bluse og halstørklæde. Han virker på mig mere som en, der kunne tænkes at skrive digte ved siden af sin opdagerrolle. Mere sårbar. Den anden film i sættet, "The Murder Room" er helt bevægende i sin sidehistorie om Dalgliesh's privatliv.
Naturligvis er sex, der er pænt engelsk-dame antydet i James roman, mere direkte vist i "Death in Holy Orders", men ellers er filmene glimrende klippet, besat med gode biroller - som vi kender det fra BBC - og godt fotograferet.
Jeg prøvede at se filmene over nogle dage, og opdagede, at når jeg startede på et tidligere sted, så opdagede jeg nye nuancer og fandt det næsten mere spændende.
Anbefales til koncentreret oplevelse. Ikke drukken effektsøgning. For komplekst og nuanceret til det!
Jeg fik efterfølgende lokket en anden James-fan til at se denne Delgliesh-version, og hun syntes faktisk, han var om muligt endnu bedre end Marsh.
Der er engelske undertekster til disse film. Det er en væsentlig fordel fremfor de tidligere med Marsden i hovedrollen, synes jeg, fordi det kan være svært at forstå detaljerne i disse (med mit engelskkundskab).
|