En stjerne fødes - for tredje gang
At skulle leve op til 1937- og 1954-udgaverne af A Star is Born, der begge var fremragende med skuespil helt i top, er en svær sag, men Barbra Streisand og ikke mindst Kris Kristoffersen prøver på bedste beskub. Handlingen er flyttet til datidens, dvs. 1970'ernes rockscene, hvor Streisand er et ungt sangtalent på vej op, mens Kristoffersen er en veletableret musiker, der begynder at tabe terræn. Det skaber problemer i forholdet imellem de to, og det ender i tragedie.
Specielt om denne udgivelse:
- Audio: Remastered Engelsk Dolby Digital 5.1 (+ tysk, spansk)
- Undertekster: Engelsk, dansk, svensk, norsk, finsk, tysk, spansk, portugisisk m.fl.
- Bemærk: Indeholder danske tekster, selv om det ikke er nævnt på omslaget!
Umiddelbart vil man ellers tro, at der kun kan vælges undertekster på engelsk, tysk og spansk, da pladens undertekstmenu ganske unødvendigt er delt på to sider. For at komme videre til de nordiske undertekster m.fl. skal man således klikke på en lille diskret pil i nederste højre hjørne (over MAIN MENU). Dette har tilsyneladende også snydt Warners grafiske designer, for på bagsiden af omslaget er der ligeledes kun nævnt 'English', 'German' og 'Spanish' under 'Languages' og 'Subtitles'.
Bemærk: Man kan naturligvis - som altid - med fordel tilvælge de danske undertekster ved blot at sætte filmen i gang (play) og dernæst trykke på subtitle-knappen på fjernbetjeningen, indtil man kommer til 'Danish'.
Special features:
Barbra Streisand står næsten egenhændigt bag al ekstramaterialet. Sangerinden har indtalt et ganske finurligt kommentarspor, både til selve filmen og til de medfølgende slettede scener og alternative optagelser samt en montage med "Wardrobe Tests", hvor man ser skuespillerne posere i forskellige outfits, som måske/måske ikke blev brugt i den endelige film.
- Kommentarspor med Barbra Streisand
- Slettede scener og alternative optagelser med kommentarer af Barbra Streisand
- Wardrobe Tests med kommentarer af Barbra Streisand
- Trailer: A Star is Born (1937)
- Trailer: A Star is Born (1954)
- Trailer: A Star is Born (1976)
- Undertekster på ekstramaterialet: Engelsk
|