Brugerne skriver om Les Misérables (Hugh Jackman):
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
5. december 2015 |
|
Mere Hugo |
|
Stort anlagt musicalversion hvor det desværre ret hurtigt bliver klart for tilskueren, at det ikke bliver en skelsættende filmoplevelse. Det lykkedes jo faktisk for Demy at lave en film hvor alle replikker blev sunget, men Hooper er ikke Demy og selvom han gør sit bedste, så ender det hele med at blive lidt kedeligt - set med filmbriller, altså. Filmen har bestemt sine øjeblikke, men fortaber sig i det pompøse på en måde, så dramatikken og - måske vigtigst - karakterne ender med at flyde ud i hinanden. Der synges begejstret fra alle hold, men med stærkt svingende held; Crowe er særligt grel, mens Hathaway er virkelig god og desuden spiller bedst som Fantine. Filmen er velmenende og slår bestemt ikke plat på den klassiske roman, men det hele bliver for stort og ubestemt. Desuden må vi nu formode, at der ikke kommer flere film, med eller uden musik. Men det er nok for meget at forlange.
|
|
|
Anmeldt af
Peter Wang, Aalborg |
22. marts 2014 |
|
les mis |
|
Når man har set adskillige udgaver af Les Miserables (Aalborg, København, London, Malmø) ved man hvad man kan forvente sig af filmen. Og faktisk overgik filmen mine forventninger. Den er (selvfølgelig) flottere, mere dramatisk, musikken er "større", og nærbillederne som man manglede i teatret får man her masser af.
De valgte skuespillere passer godt til rollerne. Anne Hathaway er rørerende. Hugh Jackman handlekraftig, Russel Crowe er ond etc Og faktisk synger de udmærket alle sammen. De er ikke sangere, til gengæld er de gode skuespillere og det er vigtigere. Og så er Anne Hathaway formidabel og rørende.
Men det er sikkert ikke en film man er vild med hvis man ikke bryder sig om musicals. Ovenikøbet er musikken ikke så let at fløjte, men for de 50 millioner (?) af os der kender forestillingen så er det en fantastisk film som har forestillingens kvaliteter og som rammer en på samme måde som teaterforestillingen gjorde.
|
|
|
|
Anmeldt af
Monkeyman, København S |
16. maj 2013 |
|
Syng... du er på direkte! |
|
Der er lavet så ufattelig mange film, som er bygget på Victor Hugos udødelige klassiker ”Les Miserables”, at det ikke er spor underligt at den berømte musicalversion en dag også ville komme op på det store lærred. Og det er skam da også lykkedes for instruktøren Tom Hooper, at samle en del kendte ansigter til at peppe dette syngende epos op, men desværre så viser filmen hurtigt at tage skade af en grundide, som skaberne bag filmen har haft!
For normalt er proceduren sådan, at skuespillerne først indspiller sangene for derefter at synge til dem på ´´playback´´, når de er på settet… men Hooper vil det anderledes! For hvad nu hvis skuespillerne sang direkte… ingen snyd, ingen ´´playback´´… det hele skal foregå live!!! Og ja, dette er sikkert på papiret en god og særdeles interessant ide, og skuespillerne har sikkert synes det var pisse fedt at synge direkte. Men det er som om at denne ide har forvandlet filmen til et ´´close up´´ helvedet for det publikum der ser på, da Tom Hooper tydeligvis har været desperat for at finde de ægte følelsesmæssige øjeblikke i sangene, hvilket nok bedst kan komme frem, når man ikke synger til en cd der kører i baggrunden. Så derfor er meget af filmen i ´´close up´´, ja så meget at det faktisk gik hen og blev irriterende, og næsten gav filmen en slags følelse af, at man så en storslået tv-produktion og ikke en film!
Skuespillernes sangtalent er også ganske god, især Hugh Jackman og Anne Hathaway stjal billedet og viste at de tydeligt at spillet i musicals før, hvorimod jeg må indrømme at jeg grinte nogle gang når Russel Crowe åbnede sin syngende mund. For han er meget ´´off-key´´, men det er modigt at manden tør tag sådan en rolle, men i det mindste viser han karakter som filmens skurk Javert. Når man ikke generes af alle de forbandede ´´close ups´´, så vil man kunne ane, at produktionen på denne film er pæn stor. Kostumerne og set designet er flotte og er med til at give den storslået følelse.
I enden så ”Les Miserables” anno 2012, en ganske udmærket film… havde man gjort visse filmiske overvejelser, så som at droppe alle de nærbilleder af skuespillernes ansigter og skærer lidt ned på filmens spilletid, så ville jeg nok ha’ givet en hel stjerne til…. men ak!
|
|
|
|
Anmeldt af
Svend Erik, Løkken |
24. marts 2013 |
|
Hver fugl synger med sit næb |
|
Med min meget brugerbaserede indsigt i musik overlader jeg gerne en mere detaljeret omtale af denne (vigtige) side af Hoopers musical til den gode René, og nøjes med at konstatere, at musikken generelt virker neddroslet med de cons and pros, det medfører. Jeg synes at Hugh Jackman et par steder dokumenterer, at han har øvet sig på sangene, og at Anne Hathaway laver en fin tolkning af sangen "I Dreamed a Dream". Russel Crowes sangpræstation åbner mulighed for udvikling, hvis talentet skulle vise sig at række - ellers kunne han måske overveje "Robin Hood 2" i stedet.
Sangene afleveres direkte til kameraet, hvilket skuespillerne angiveligt har været glade for, men det afstedkommer rigtigt mange nærbilleder. Man kan påstå, at det ikke betyder noget for filmens rytme, da sangene alligevel bestemmer den. Men man kan med lige så stor ret påstå, at det trækker billedfortællingen til den kedelige side. Og da Hooper nu engang har valgt at lave film og ikke teater, bør han vel bedømmes ud fra cineastiske forudsætninger?
Det er en tung skæbne, der bliver Jean Valjean til del. Som jeg husker Hugo, er der ikke megen spas i hans historie. Derfor virker en kroscene med en særligt dårligt syngende Sacha Baron Cohen og en overdrevent agerende Helena Bonham Carter som var den i virkeligheden tænkt til en Tim Burton film.
Resten af filmen er mere end tung nok.
Der er flotte billeder ind imellem. Takket være nogle kraftige PC'ere, der har stået til Hoopers rådighed. Men han bruger kun det overdådige setdesign i forbindelse med sceneskift, hvilket får kulisserne til at virke mere eller mindre løsrevet fra handlingen. Det gør selvfølgelig billedsiden ujævn.
Alt i alt må man sige, at filmen ikke lever op til sit eget forskræp. Den er nok meget hyggelig at være i selskab med, men ikke rigtigt så nærværende, at man får lyst til at skrive lange breve hjem om den.
|
|
|
Region
