Brugerne skriver om Neil Simon Comedies: The Playwright Collection:
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
8. marts 2023
|
|
Den sjove pen |
|
The Slugger's Wife ** ½
Darryl og Debby møder hinanden og forelsker sig hovedkulds i hinanden, selvom de grundlæggende er meget forskellige og begge helt involveret i deres karrierer på henholdsvis deres sportsarena og musikscene. Der er en god kemi mellem de to skuespillere, og selvom filmen nok er lidt banal, så har den også et skarpt øje for detaljen. Endelig er filmen velsignet med en masse 80'er hit som bestemt gør meget. Randy Quaids rolle kunne godt have fyldt lidt mere. Det er den amerikanske instruktør Martin Ritt, der spiller Darryls træner.
Lost in Yonkers ** ½
Da deres fader skal på forretningsrejse i længere tid bliver to brødre placeret hos hans ufølsomme moder og den lettere naive faster, der stadig bor hjemme, men drømmer om den store kærlighed. Martha Coolidges filmatisering af Neil Simons delvist selvbiografiske skuespil har masser af milieu og tids-kolorit, men man savner en egentlig sammenhængende historie. Skuespillerne er imidlertid alle ret eminente og Richard Dreyfuss som den anløbne onkel og Mercedes Ruehl som den godhjertede, men tragiske faster er virkeligt gode. Irene Worth som det koldt kontrollerende moderdyr, virker lidt som en karikatur, men hun kompenserer i karakterens afgørende scene, der er ret gribende i sig selv. Ikke nogen stor film, men man kommer til at holde af disse skæbner alligevel. Musik af Elmer Bernstein.
The Cheap Detective ** ½
Lidt slap farce, hvor Neil Simon prøver at ramme den succesfulde tone fra MIDDAG MED MORD, men ikke med større held. Der er kun en håndfuld gode grin her og det er altså for lidt! Til gengæld er Ann-Margret virkelig lækker her og vel næppe set mere sexet, ligesom Madeleine Kahn som altid leverer en sjov præstation. Peter Falk prøver sit bedste, men det er ikke det bedste materiale, og det hele virker lidt overophedet.
Chapter Two ** ½
James Caan spiller enkemanden George, der har opgivet at finde lykken igen, men presses af en god ven (en morsom Joseph Bologna) til at begynde at date igen. Jennie (den charmerende Marsha Mason) er heller ikke meget for at indlede et forhold, men synes at George virker interessant. Meget gribende Neil Simon-historie der dog tenderer det klichétyngede, men skuespillerne gør alle en god indsats, og Caans lidt mutte screen-persona passer faktisk fint til den lidt indesluttede George. Nogen stor film bliver det dog aldrig. Musik af Marvin Hamlisch.
Only When I Laugh ** ½
En skuespillerinde (Marsha Mason) er netop kommet hjem efter at have været på afvænning fra et massivt alkoholmisbrug, men selvom hun er godt støttet af en flamboyant bøsse-kollega (James Coco) og sin bedste veninde (Joan Hackett i en af sine sidste roller) føler hun sig stadigt utilstrækkelig, og det hjælper ikke på tingene, at hun heller ikke har fået talt ud med sin teenagedatter (Kristy McNichol). Dramatisk ujævn men særdeles velspillet hverdagsdrama med de vanlige Neil Simon-oneliners der, alt efter temåerament, udgår enten drivkraften eller spænder ben for seriøsiteten. Rent fortællemæssigt kan man tolke det som karakternes måde at holde livets trivialiteter og modgang ud fra sig i strakt arm. Marsha Mason er som altid yderst charmerende i sin rolle.
London Suite **
Temmelig underordnet TV-film skrevet af Neil Simon byder på et pragtcast, men de små historier om skilsmisse, nye forhold, penge og døden, er i bedste faldt banalt udført. Kan ses for skuespillerne, men det er en svag indsats af manuskriptforfatteren.
Jake's Women ** ½
Neil Simon er muligvis ude i noget sjælegranskning med denne historie om en forfatter der har en tendens til at leve i sin egen tankeverden og føre imaginære samtaler med sin afdøde kone og andre der ikke er til stede. Hans omgivelser er ved at være godt trætte af hans særheder, så det varer ikke længe før han bliver tvunget til at ændre livsretning. Alan Alda er som altid fremragende, men historien er en anelse tyndt smurt. Anne Archer spiller hans hustru, og Mira Sorvino er charmerende og sød som hans første (afdøde) hustru.
|
|
|