Hill Street Blues
Hill Street Blues er en af de klassiske TV-serier, fra før verden gik af lave, og alt pludselig skulle handle om sex og vold.
Vi følger de folk, der har deres daglige gang på Hill Street politistationen i en unavngiven amerikansk by. Betjentene, der må se døden i øjnene på hvert gadehjørne, efterforskerne, der med alt for få midler skal få bugt med den organiserede kriminalitet, og folkene, der arbejder i administrationen, og for hvem nedskæringer, mandskabsmangel og nedslidt udstyr er en daglig bekymring. Advokaterne, der kæmper mod enorme tidspres, og ofte må erstatte retfærdighed med studehandler, og sidst men ikke mindst, de helt almindelige mennesker, der bare har brug for hjælp.
Hver morgen sendes betjentene ud på gaden med ordene "Let's be careful out there", og hver aften lægger Kaptajn Frank Furillo sig i sin seng ved siden af sin kæreste, advokaten Joyce Davenport, og lige meget hvilke professionelle stridigheder dagen har bragt, sover de aldrig ryg mod ryg.
Hill Street Blues holdt i syv år, og undervejs var den med til at definere det, vi i dag kender som one hour drama. Serien formåede at få stor indflydelse uden at være afhængig af smarte gimmicks (roooolig, Jack Bauer, sådan var det jo heller ikke ment!) med en god balance mellem humor og alvor. Og lad os heller ikke glemme den der super-fede titelsekvens.
David
Specielt om denne udgivelse:
Tredje sæson af Hill Street fortsætter i samme høje tempo, med samme høje kvalitet. Dette er sæsonen, hvor Sergeant Esterhaus stille og roligt begynder at glide ud af serien. Skuespilleren Michael Conrad blev mere og mere syg og var ofte ude af stand til at arbejde. Men han gjorde det nu også godt op til da, med en Emmy for hver af de to første sæsoner, har var med i. Tredje sæson består af 22 afsnit, der blev vist i 1982-83 perioden.
|