×
An unknown error occurred:
UnexpectedClosure
INCLUDEFORM
!

[/!]
 
0.00 kr
Kurven er tom
Til kassen

Log ind

Nyhedsmail
Følg din ordre
FAQ
Sitemap

Control (Sam Riley) (Blu-ray) (BD) Control (Sam Riley) (Blu-ray)

Send mig en mail, når den udkommer

Control (Sam Riley) (Blu-ray) (BD) - Klik her for at se billedet i stor størrelse.
Laserdisken (DK)
Pris: 349.00 kr Klik for at lægge i Laserdiskens indkøbskurv.

Udkommer 9/4-2025

Bestil filmen i Laserdisken!

Medierådets aldersgrænse. Weinstein Co. - 2007
England - Farve - 121 min
Ønskeliste
MusikfilmDrama
Filmens specifikationer
Original titel: Control
Instruktør: Anton Corbijn
Medvirkende:
Ian Curtis  Sam Riley
Deborah Curtis  Samantha Morton
Annik Honoré  Alexandra Maria Lara
Peter Hook  Joe Anderson
Rob Gretton  Toby Kebbell
Tony Wilson  Craig Parkinson
Bernard Sumner  James Anthony Pearson
Stephen Morris  Harry Treadaway
Terry Mason  Andrew Sheridan
Twinny  Robert Shelly
Vis alle medvirkende...
Klik for alle udgaver af filmen
Same Cast
Blu-ray pladens specifikationer
Oprindelse:  England Blu-ray pladen har regionalkoden B.Region:

Uden danske tekster

Tekster: Engelsk
Sprog: Engelsk

Billedgalleri:

Brugernes bedømmelse:

Antal stemmer: 9

Gennemsnit: 9.2 ud af 10

Du kan også stemme.   


Control

Den verdenskendte fotograf og musikvideo-instruktør Anton Corbijns spillefilmsdebut (åndeløst smukt fotograferet, naturligvis) er et trekantsdrama med omdrejningspunkt i ikonet Ian Curtis, der var frontmand i hedengangne Joy Division, inden han hængte sig, blot 23 år gammel. Helt efter rockstjerne-bogen, men her præsenteret uden plat mytologisering. Curtis’ førtidige afgang skyldtes ikke mindst hans splittelse i forholdet til to kvinder, som han elskede lige højt, samt en i sidste ende manglende evne til at afbalancere frygten for og længslen efter tabet af kontrol, accentueret af sangerens epileptiske anfald, der ufrivilligt blev integreret i bandets sceneshow.
Tekst fra pressemateriale

Brugerne skriver om Control (Sam Riley):

Anmeldt af Thomas Aquinas, Værløse 27. januar 2009
The Ian Curtis Story
Selvom man ikke er bekendt med forsangeren for det nu hedengangne Joy Division og hans omtumlede liv, så er det ikke for det biografiske element, at man skal se filmen her. Den fortæller nemlig kun i overskriftsform om hans tilværelse, både på det overordnede og det psykologiske plan. Den handler heller ikke meget om bagsiden af medaljen eller for så vidt hele tiden og miljøet omkring bandets grundlæggelse. Dér hvor filmen synes at have sit vortex, og hvor den lykkes, er i sin enkelte og lyriske tilgang til sit materiale. Den er simpelthen et stykke poesi om kunsten som skabertrang i en tilværelse som ikke kan være den foruden. Ikke på nogen febrilsk måde, men ganske tilforladeligt fortæller filmen om dette. Og det er tilstrækkeligt.
Selvfølgelig kommer man ikke uden om at fremhæve Sam Rileys præstation der sidder lige i skabet, men alle skuespillerne er i top.

Anmeldt af Jakob Gyldenberg Steffensen, Aarhus V 9. februar 2008
Genudsendelse
En rigtig velskabt film, der tilsyneladende ikke har ambitioner om andet end at fortælle en historie som de fleste nok kender i forvejen. Filmen bringer ikke noget nyt med sig, og er på det punkt en skuffelse. Den fortæller historien som den er, uden nogen ny spændende vinkel der kan gøre en klogere på personen Ian Curtis. Men det er stadig en god film med fantastisk musik, selv skuespiller synger og spiller fremrangede.

Anmeldt af Rasmus, København S 30. januar 2008
Vokseværk
Det er alt andet end et dårligt ærinde for en film, at forsøge på at forklare den byrde der hviler på skuldrene af et menneske, så snart det bliver en famøs skikkelse. Tvært imod er det et af de slags problematiske temaer der er så oppe i tiden, at det nærmest skriger på at få taget hånd om sig. Aldrig har kendte mennesker - såsom musikere, skuespillere og kongeligheder - været en så hyppig omtale i den moderne medieverden, og det kræver vitterligt ikke mere end en kvik skimning af dagens avis for at få øje på de omkostninger, kendislivet medfører.

Et sted imellem de smukke sort/hvid billeder, de intense koncertscener og det ualmindeligt omhyggelige menneskeportræt der præger den britiske biografifilm, ”Control”, synes netop dette ærinde at spille ind. Filmen handler nemlig om rockikonet Ian Curtis, der af selvvalgte grunde endte sine dage i en alder af blot 23, efter at have levet et liv i overskruet tempo, randfyldt med tvivl, sorg, fejltagelser og kun kortvarige succeser. Havde Curtis’ ånd videreført sin eksistens, havde den formodentlig taget skikkelse af i enden overbelastede kendisnavne som Britney Spears, den afdøde Anna Nicole Smith eller et helt tredje af berømmelsens mislykkede udspil. Og det er her et sted at der hviler en stor relevans i ”Control”, der på mesterlig vis formår at gøre Ian Curtis’ forfald til en evigtgyldig fortælling.

Et så stort læs havde mysteriet om den komplekse Joy Division-forsanger naturligvis ikke kunne bære uden et så poetisk og samtidig kraftfuldt filmsprog som det, instruktøren Anton Corbijn sikkert leverer. Som nævnt er filmen gengivet i betagende og nervefyldte sort/hvide billeder, og selvom billedæstetik alene ikke kan bærer en film i mål, så er ”Control” allerede abnormt tæt på målstregen i sin visuelle kompetence.
På den stilmæssige front skal man dertil lægge, at Corbijn hele tiden udnytter sin underlægningsmusik perfekt og krydrer de flotte billeder med det ene velvalgte lydspor efter det andet. Ægte filmmagi kan i hvert fald roligt siges at opstå ved kulminationen af disse to tekniske drivkræfter, når filmen i sine absolut bedste sekvenser viser os flere tæt befolkede Joy Divison-koncerter til et chokerende realistisk lydniveau og en reelt chokerende billedstrøm af Ian Curtis og hans stramme greb om mikrofonen, hans klæbrige, gennemsvedige krop og hans ekstreme kropsbevægelser.

Ud over de adskillige magiske øjeblikke af fantastiske filmbilleder tilsat fantastiske lydspor, står hovedrolleindehaveren Sam Riley dog utvivlsomt som den allerstørste drivkraft i "Control". Både når Curtis’ tydeligvis ubekvemme sceneoptræden lægger an til et epileptisk kollaps og når hans lavmælte filosofering over livets meningsløshed finder sted på gulvet af et monotomt værelse, udstråler Riley en mimik så gennemborende af rastløshed, at den aldrig står til at glemme. Ligeledes er de afsluttende scener af filmen så tynget af trykket atmosfære fra Ian Curtis fortabte sind at man taber både næse og mund, og ved slutsangen ”Atmosphere”s rørende indtog føler man grangiveligt at have været vidne til en af de største skuespillerpræstationer i mands minde.

”Control” er en opslugende, velorkestreret og dybt hjertegribende beretning helt basalt om en knægt, der formentlig bare havde lyst til at ryge cigaretter, høre musik og skrive sangtekster, men som under sin omverdens forventninger endte med løkken om halsen. Muligvis ikke er nok til at opnå oscar-nomineringer og udbredt publikumspopularitet, men så afgjort nok til at tvinge samtlige seks stjerner ud af favnen på mig og lade mig udråbe ”Control” som et rendyrket mesterværk, der med tiden må blive en klassiker.

Ret din egen anmeldelse af Control (Sam Riley) - klik her

Start en debat om filmen Control (Sam Riley) - klik her

Start en debat om denne udgave af Control (Sam Riley) (Blu-ray) - klik her

Klik her for print-venlig udgave

 
Tlf: (+45) 98 13 22 22      mail@laserdisken.dk      CVR: 10 19 42 45