Denne komedie fra 1957 af Yuzo Kawashima rangerer højt på japanske filmanmelderes lister over de bedste af hjemlandets film, men den er ikke særlig kendt i vesten. Den foregår i et bordel, hvor en mand (Frankie Sakai), der pludselig ikke kan betale for, hvad han har nydt, må arbejde gælden af. Hans evner til at klare sig selv hjælper ham til at vende situationen til hans fordel, og han er snart i clinch med en række spændende personer.
Usædvanlig skildring af forholdene i den japanske underklasse omkring shogunatets forfald i sidste halvdel af 1800-tallet, illustreret igennem en historie om situationen i et luderhus på landet. Filmen består af en række forskellige fortællinger om forskellige mennesker der på hver deres måde er bundet til huset og hinanden og de problemer det medfører. Det er først og fremmest en komedie, men man fornemmer tydeligt at det hele foregår på en særdeles alvorlig baggrund. En meget speciel film der fordrer at blive set flere gange for at få alle detaljer med.