Safe in Hell
Kameraet glider op ad en smuk, ung kvindes bare ben. Hun er call girl, og hun har netop sagt ja til en date med en fyr, hvis kone er ude at rejse. Med bare den ene åbningsscene overtræder Safe in Hell adskillige af censurreglerne fra The Production Code, men filmen er lavet før 1934, hvor censuren ikke var trådt i kraft for alvor, så derfor er den ikke bange for at vise os den vovede start, og der er adskillige andre ting i filmen, der også udfordrer datidens moralske politi.
Safe in Hell følger kvinden Gilda Carlson, der er blevet tvunget ud i et liv med prostitution. Hendes søde kæreste Carl, der er sømand og væk i lange perioder, ved ikke noget om, hvad Gilda har måttet gøre for at få brød på bordet. Da Gilda kommer til at slå en "date" ned, og fyren efterfølgende dør, må hun stikke af fra politiet. Med Carls hjælp flygter hun til en lille ø i Caribien, der ikke har nogen udleveringsaftale med USA. Her er hun i sikkerhed. Fra politiet. Men øen er fuld af skumle folk, der meget gerne vil have fat i den smukke Gilda. Situationen er ikke holdbar i længden.
David
|