Megalopolis
I 2024 lykkedes det endelig Francis Ford Coppola at præsentere os for den ambitiøse storfilm, han har arbejdet på siden starten af 80'erne. Og da ingen filmselskaber turde stå bag hans vision, så finansierede han den bare selv.
Megalopolis er en episk fremtidsvision med sin helt egen visuelle stil, hvor et futuristisk New York bliver fremstillet, som om det var antikkens Rom, hvor byen styres af en dekadent overklasse. Storslåede scener skildrer magtkampen mellem arkitekten og det kunstneriske geni Caesar Catilina, der ønsker at forvandle byen til et utopisk idealsamfund, og den konservative borgmester Franklyn Cicero, der ønsker at bevare overklassens luksusliv og privilegier. Samtidig følger vi kærlighedshistorien mellem Catilina og Ciceros datter Julia samt intrigerne mellem familiemedlemmerne i de magtfulde klaner. Megalopolis udforsker menneskehedens evige temaer: grådighed, korruption, idealisme, magt, kærlighed og menneskets stræben.
|