Den legendariske sanger har endelig fået den store portrætfilm, han har fortjent. Oscar-vinderen Alex Gibney (Taxi to the Dark Side) opruller Paul Simons livsværk, fra tiden med Art Garfunkel over solo-højdepunktet Graceland til det seneste album, Seven Psalms. Gennem en guldmine af fotografier, interviews og aldrig før sete optagelser dækker Gibney de mange ikoniske øjeblikke fra Simon & Garfunkels spæde start til deres genforeningskoncert foran 750.000 mennesker i Central Park.