Med hjemmeskoling, et selvforsynende landbrug og krammere til skovens træer ligner familien Payne en vaskeægte moderne, lykkelig hippiedrøm. De fire børn og deres kærlige forældre lever et idyllisk liv i de norske skove – langt fra iPads og skole-hjem-samtaler. Men da tragedien rammer, tvinges den unge familie ud i en strøm af dilemmaer og må genoverveje deres fremtid på landet og deres relationer til hinanden.
Dokumentaren En vild familie er et dybfølt og livsklogt portræt af kærlighed, tab og opvækst. En inderlig og intim film, der dykker ned i vores livsvalg samt vores ansvar over for planeten og vores børn.