Grease, Greasier, Greasiest
Grease
I de sydlige Californien i 1950'erne oplever teenagerne Danny og den australske Sandy en sommerforelskelse. De bryder op, men mødes til begges overraskelse igen på Rydell High, da det nye skoleår begynder. Danny tilhører imidlertid skolens klike af barske fyre og har derfor svært ved at stå ved sine følelser for dydsmønstret Sandy.
John Travolta befæstede sin position som årtiets mest alsidige og charmerende filmskuespiller i denne filmatisering af scenehittet Grease. Sangstjernen Olivia Newton-John fik sin amerikanske filmdebut i rollen som Sandy. I øvrige roller ses en imponerende række flittigt benyttede birolleskuespillere i denne mest fuldkomne musical om de fabelagtige 1950'ere. Grease er ikke kun et nostalgisk tilbageblik på en tid, hvor tilværelsen var mere enkel, men også en energisk og spændende musikalsk hyldest til rock'n'roll'ens tidsalder, og filmen er ikke blevet ringere siden dengang sidst i 1970'erne, da man for første gang rockede og dansede til tonerne af "You're the one that I want!".
Grease 2
Det er to år siden den originale Grease-bande forlod Rydell High, og der er kommet en ny flok sidsteårselever. Det er stadig The T-Birds og The Pink Ladies, der er indbegrebet af cool, men kønsrollerne er nu byttet om i forhold til 1'eren. Den seje Pink Lady-leder Stephanie er blevet træt af sin T-Bird kæreste Johnny og er på udkig efter en afløser. Den lidt forsigtige outsider Michael træder hellere end gerne til, men der skal noget helt særligt til for at gøre indtryk på Stephanie.
Grease: Live!
Hvis man har chills og de er multiplying, så er dette showet man skal have fat i. Som en del af den nye tradition på amerikansk TV, hvor store musicals bliver opført live, satte Fox Network en ny version af klassikeren Grease i luften. Julianne Hough (Dancing with the Stars) er den uskyldige Sandy, Aaron Tveit (Les Misérables) er roden Danny, og da de to bliver forelskede på tværs af sociale grænser går der sang og dans i det hele. Specielt Vanessa Hudgens fik ros i rollen som Rizzo, en præstation hun måtte give blot en dag efter hendes far døde af kræft.
|