Brugerne skriver om Georg Friedrich Händel:
|
Anmeldt af
René, Åbyhøj |
28. maj 2010 |
|
Terningerne er kastet, min søn Brutus |
|
Synes du, at opera er kedeligt? Og synes du klassisk musik lyder som en kat, der bliver trukket i halen? Så smæk Glyndebourne Festivalens opsætning af Händel's opera "Giulio Cesare in Egitto" (Julius Cæsar i Ægypten) i afspillerne, fyr op under højttalerne, sæt dig godt til rette i sofaen. Og bliv muligvis et par fordomme kvit.
Her bliver man nemlig mødt af et veloplagt sanger-korps, samt Glyndebourne Koret og Orchestra of the Age of Enlightment under ledelse af dirigenten og barok-specialisten William Christie. Valget af et orkester som dette, er en ganske heldig satsning, idet orkesteret netop har specialiseret sig i at spille musikken på de selvsamme typer af instrumenter, som var almindelige på Händels egen tid. Og efter datidens egen spillestil/opførelsespraksis. Derved klinger Händel's toner pludselig med en gennemsigtighed, en spændstighed og en vitalitet, som man sjældent hører mage til hos et almindeligt operaorkester, der på rygmarven mere er vant til bare at sidde og file løs på Wagner, Verdi og Puccini. Og med denne indspilning føles det næsten som selv at ha' været der, da Händel engang i 1720'erne svingede taktstokken for et forvænt London-publikum. Dog kun næsten.
For med denne udgave af "Giulio Cesare" løber man allerede fra starten af ind ét af nyere tids højst besynderlige opera-paradokser: At man for himlens skyld ikke må lave en ganske traditionel opsætning af en 1700-tals opera. Og netop derfor gør Julius Gaius Cæsar og hans tropper i begyndelsen af første akt heller ikke landgang i Alexandria, iført antikkens romerske uniformer. Næ-næ, legionærerne entrer skam scenen, iført victoriatidens britiske koloni-uniformer anno ca. 1875 - komplet med karabin, tropehjelm og viklers. Hva'behar'? Og Cæsar ligner vel her nærmest admiral Nelson i fuld galla: Toga og laurbærkrans var åbenbart lige en tand for oldnordisk. Da jeg lige havde fået underkæben samlet op fra gulvet igen, og vantro gnedet gluggerne en ekstra gang, gik resten af forestillingen egentlig fint nok. For i virkeligheden er sammenligningen imellem det britiske imperium og romerriget egentlig ikke helt så tosset, når det kommer til stykket. Så dén gled ned så småt - ligesom sømandens beskøjter.
At ha' set en opera-sanger på Händels tid, stå på en scene og lire sine koloratur-linier af, må sikkert have været en underlig statisk oplevelse. Der har givetvis ikke været megen bevægelse eller agéren hos sangeren/primadonnaen. Muligvis bare lidt slåen ud med armen, hér og dér. Det er der derimod i denne opsætning af "Giulio Cesare", hvor sangerne både bevæger sig adrætte rundt på scenen, og også præsterer udmærket skuespil. Ligesom der også bliver gjort god brug af pantomimen hos dé uvirksomme bi-personer, der måtte befinde sig på scenen mens sangeren aflever sin arie. (Om end det truer med at kamme lidt over i løbet af sidste akt) Musikken viser os en stor komponist, der befinder sig på sin karrieres højdepunkt: Masser af gode melodunter og harmonier. For et trænet øre kan det desuden høres, at Händel nok må ha' haft lidt travlt med at skrive operaen færdig. Og at han derfor heller ikke altid har ofret instrumenteringen lige stor opmærksomhed i alle arier. Mange steder er stryge-akkompagnementet blot reduceret til en to-stemmig sats, med 1. og 2. violinerne på den ene stemme, og bratsch, cello og kontrabas på den anden. (Ikke spor usædvanligt - praktisk taget alle opera-komponister på dén tid brugte dette lille tidsbesparende fif)
Hvad end man måtte mene om opera, generelt, så er Glyndebourne Festivalens opsætning bestemt alt andet end kedelig. Og musikken lyder heller ikke som en kat ..... selvom der nu vist nok faktisk er katte- eller fåretarm på barok-violiner. Cæsar's arie (m. en solistisk horn-stemme i orkesteret) i slutningen af første akt er i al fald et musikalsk højdepunkt i operaen, hvor Händel demonstreret for os, hvor imponerende flot og sikkert et ventilløst naturtone-valdhorn kan lyde i hænderne på en kompetent musicus. Og så er Kleopatra altså lidt af en sexet godte. (*Savle*) Det tager da også kun Cæsar et enkelt recitativ at forelske sig i hende, til op over begge ører. Hehe. I opera spilder man sandelig ikke tiden. Det gjorde jeg heller ikke med "Giulio Cesare in Egitto". For Kleopatra - og al musikken - skal naturligvis nydes i ægte HD Blu-ray kvalitet. - Dixit.
|
|
|
Region