Brugerne skriver om Hester Street:
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
25. marts 2017
|
|
Jøder i New York |
|
En fin lille film om jødiske indvandrere i USA omkring år 1900 er kendetegnet ved en meget periodeægte atmosfære og gode - omend lidt overdoserede - præstationer fra et godt cast. Historien om den egoistiske Yankel (fortrinligt fremstillet af Steven Keats) der arbejder under symaskinens åg og chefens fornærmelser og kurtiserer en voluptiøs men upålidelig jødinde er en skildring af de vilkår som mange jøder levede under i begyndelsen og balancen mellem drama og komedie er lidt ubekvem, ligesom det er svært at sige hvad fokus egentlig er i beretningen. Men umiddelbart har filmen mere på hjerte end man lige fornemmer, så det er nok en film der skal ses et par gange for at alle nuancer kommer med. Doris Roberts er på grænsen til karikaturen med sin rolle som Mrs. Kavarsky, men det er måske meningen. Under alle omstændigheder en film der endnu engang demonstrerer, at det kun er jøder der må være morsomme på andre jøders bekostning.
|
|
|
Anmeldt af
ChelseaHotel, København SV |
22. marts 2006
|
|
Skulle jeg lave en liste over mine yndlingsfilm ... |
|
ville denne helt klart være at finde. Det er ikke et af de store episke værker, men den har en lille, sød historie, som jeg bare godt kan lide.
Yankel er taget fra Europa til New York i slutningen af 1800-tallet i håb om bedre vilkår. Der har han fået sig et arbejde som syer og et lille værelse. Han har også skiftet navn til Jake, da han nu ønsker at blive amerikaner, og han har fået sig den ligeså "velintegrerede kæreste, Mamie.
Men da faderen dør, får han sendt sin kone Gitl, og sin søn Yosele (eller Joey, om man vil) hjem til ham.
Det giver så en del ægteskabelige problemer da Gitl ønsker integretion på sine egne præmisser, og vil bl.a. beholde sit hær tildækket med paryk, og da Jake ikke er helt sikker på om det ikke er Mamie han ønsker at være sammen med.
Og efterhånden virker konen også ret interesseret i den skriftkloge Bernstein, der bor hos dem ...
Stilen er nærmest dokumentarisk (sort/hvide billeder, scener og opsætning der efter sigende skulle passe meget godt til forholdene på det sted dengang, dialog der foregår enten på jiddish, eller engelsk med rigtig dårlig gramma)
Baggrundsmusikken glimrer stort set med sit fravær, bortset fra enkelte scener, hvor dialog og personer er sat på halt. I de tilfælde er musikken klaverstykker, der kan minde om baggrundsmusikken på en Chaplin-film.
En glemt lille independent-klassiker med sin helt egen stil og helt egne præmisser, der aldrig ser det som dens opgave at pege fingre. Vel at mærke nok mest for piger som kan lide mere realisme og historie end sukker i deres kærlighedsfilm.
|
|
|
Region